Eksport af træemballage

Skal du eksportere træemballage, skal du undersøge om importlandet har krav til mærkning med ISPM 15 eller andre krav.

Mange lande har krav om ISPM 15 -mærkning af træemballage. Nogle få lande har yderlige krav om trykimprægnering, frihed for bark eller at emballagen er ny. Hvis din træemballage ikke overholder kravene til ISPM 15, risikerer du at din eksportsending bliver sendt retur, destrueret eller behandlet for din regning.

Nogle lande kræver et plantesundhedscertifikat udstedt af eksportlandets plantesundheds-myndigheder eller et varmebehandlingscertifikat/gasningscertifikat fra producenten. Lande, som stiller krav om ISPM 15 -mærkning bør ikke stille yderligere krav om plantesundhedscertifikat for træemballage, medmindre træemballagen er varen i sig selv. 

Du skal som eksportør være opmærksom på, at et plantesundhedscertifikat kun kan udstedes, hvis eksporten er forudanmeldt til Styrelsen for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri, således at styrelsen har mulighed for at udføreforudgående inspektion.

Vi oplever, at der er stigende fokus på træemballage internationalt og ISPM 15 -mærkningen, hvorfor antallet af lande med krav om ISPM 15 -mærket træ ved import vil være stigende. Det er altid en god ide at forhøre dig om kravene hos din importør. Du kan finde oplysninger om implementeringen af ISPM 15 i det pågældende importland via IPPC: 

International Plant Protection Convention

Myndighederne i Tyskland og Nederlandene har samlet oversigter over forskellige landes importkrav til træemballage.

Tysklands oversigt over andre landes krav til import af træemballage

Nederlandenes oversigt over andre landes krav til import af træemballage

Hvad gør jeg, hvis et importland stiller krav om dokumentation for den ISPM 15 -mærkede træemballage?

ISPM 15 -mærket er dokumentation for behandlingen i sig selv. Nogle lande kræver dog yderligere dokumentation i importkontrollen. I de tilfælde er det ofte en god ide at henvise til den internationale standard ISPM 15. Hvis ikke det er tilstrækkeligt, kan du henvende dig til Styrelsen for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri, som i mange tilfælde vil kunne hjælpe.

Det er vigtigt at være opmærksom på, at ISPM 15 -standarden ikke er en lovgivning. De enkelte lande har derfor mulighed for at implementere ISPM 15 forskelligt.