Producenter, grossister og eksportører opfordres til, i så god tid som muligt, og forud for eksporten, at anmelde eksportkontrollen til Styrelsen for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri. Det er med til at sikre en hurtig ekspedition af kontrollen og udstedelsen af plantesundhedscertifikaterne, hvis det vurderes, at varen opfylder importlandets krav til plantesundhed.
Eksportkontrollen udføres af Styrelsen for Fødevarer, Landbrug og Fiskeris lokale enheder og eksportøren skal anmelde eksportkontrollen ved at anmelde i TNT til nærmeste lokale enhed, eller for administrativ udstedelse til Augustenborg. Se anmeldelsesfrister, som også er gældende for ændringer eller aflysning, i bekendtgørelsen om eksport af planter og planteprodukter.